Handicap er en gave <3

Som jeg skrev i det tidligere indlæg, synes jeg, at min bror var heldig at være handicappet.

I tænker sikkert: “Hvorfor synes du,at din bror er heldig at være handicappet? Det er sku da overhovedet ikke heldigt, men forfærdeligt” Osv.. Men nej, jeg synes det er fantastisk. Handicappede har en helt anden livsglæde, end mange andre har. De har et helt andet syn på livet, så det er helt utroligt. Det kan redde hele min dag, hvis jeg er ude på tur, og ser en handicap skole eller lign. på udflugt. Fordi hvorfor skulle handicappede bare sidde hjemme og glo, bare fordi de hverken kan gå eller snakke? De skal selvfølgelig også have oplevelser. Nu ved jeg godt, at der er mange former for handicap. Men jeg synes ikke man skal se så negativt på at være handicappet, men se det som en gave. Jeg kan ikke se, hvad der er anderledes ved mennesker der kan gå, eller som sidder i kørestol. Vi er alle mennesker, vi alle har et liv.
Jeg synes i hvert fald, at jeg er heldig over at have en bror med et handicap. Det er en gave. Selvfølgelig har det haft sine konsekvenser, og der er været mange rigtig svære tider, men det er det, der følger med. Synes der burde være flere mennesker, der burde være taknemmelige over det. Istedet for at bare sidde derhjemme og glo, og tro man intet kan gøre. Man kan da gøre en masse, tag ud på tur, tag rundt omkring, få oplevelser sammen. Vi har rejst meget selvom min bror har været såååå syg, men det skal da ikke stoppe os. Vi har taget redskaberne med os, taget chancer, for at komme videre i livet. Nu siger jeg ikke, at alle er sådan, men må desværre sige, at man ser flere og flere forældre, som siger de ikke kan tage nogle steder, fordi de har et handicappet barn. det gør ondt i mit hjerte. Men sorry to say, hvad er den egentlige undskyldning og problemet? Man kan, hvad man vil. <3

20130928-221630.jpg Puha, gamle billeder, men fantastisk ferie i Italien..

20130928-221754.jpg Min far og bror <3

20130928-221819.jpg

#1 – My brother

Tid til at fortælle min historie.. Til at starte med kan jeg fortælle om min fantastiske lillebror, Oliver. Min bror er som mange andres brødre, p***** irriterende, men min bror har været en af de heldige at være handicappet. Oliver er født med det, der hedder Angelman Syndrom, som er en gren i Autisme. Ved siden af det, har han kronisk dårlige lunger, intet immunsvar, og en masse sygdomme ved siden af. Dette betyder at han i de sidste 12 år, jævnligt er indlagt. Vi bor stortset på Glostrup og Herlev Hospital. Min familie og jeg lever med, at vi ikke ved om han dør nu, imorgen eller om 4 år…

Vi var så heldige, at i marts måned i år, fik han lavet en trakeostomi, som den første Angelman. Det betyder at han har hul i halsen, hvor han har fået en tube ind, så han kan trække vejret ordentligt. Efter det har al gået op af bakke, han er nu begyndt så småt at gå, bedre brug af talemaskinen, og følger meget mere med i tingene omkring sig. Det har været fantastisk at se. Dette trakeostomi har som det ser ud nu, gjort at han har nogle flere leveår.

Det har været hårdt for min familie, men vi har stået sammen, og kun gjort os stærkere og tættere. Vi har taget det hele som en positiv oplevelse, selvom det har været svært. Det vigtigt at man som familie snakker omkring det hele, hvad man gennemgår…

Der er mange, som har en handicappet søster eller bror, som tror de er alene omkring det, at de er de eneste, der har det sådan. Det er det, jeg vil vise med denne blog, at man netop ikke er alene. Vi er mange, der har været igennem det samme eller lign. Jeg vil gerne høre andres meninger, holdninger og erfaringer… 🙂

20130928-222316.jpg Hvor jeg dog elsker min brors smil <3

20130928-222347.jpg En af da gange, hvor vi har holdt jul på hospitalet. Julen 2012 <3

Ny start..

Ja, så starter jeg bloggen op igen efter en ekstrem lang pause, og undskylder meget. Der er sket så mange ting, hele min historie er blevet anderledes. Der er sket både godt og skidt på de sidste mange måneder, at jeg ikke engang ved, hvor jeg skal starte. Har haft svært ved, at komme igang igen, da jeg ikke har vidst, hvordan jeg skulle skrive bare de grundlæggende ting.. Jeg kan starte med at fortælle jer om, hvem jeg er, og hvad mit formål ved denne blog er, da jeg har slettet alle mine gamle indslag.

Hvem er jeg? Det egentlig et godt spørgsmål, da jeg først selv er ved at finde ud af det. Men kan fortælle, jeg hedder Stine Amalie, og er en pige (Surprice) på 14 år. Jeg har en fantastisk handicappet lillebror med en masse sygdomme ved siden af. Jeg har min skønne biologiske familie, en plejefamilie og jeg bor på et opholdssted. Mit formål ved denne blog er, at fortælle om min hverdage generelt, på et opholdssted, og mit liv med en svær handicappet bror. Jeg vil gerne hjælpe andre, som er søskende til handicappede, da det kan være utrolig svært til tider. Jeg vil vise, at man ikke er alene om tingene, og at vi er mange, som har det på samme måde.

Jeg vil fortælle min historie hen af de næste par indlæg i løbet af denne uge, og håber på at få bloggen op og køre igen, og få alle mine tidligere læsere på igen… 🙂

20130925-222620.jpg